Dagdrømme og Videnskabsteori

Vanen tro sidder jeg her med en presserende deadline og forstår slet ikke, hverken de ord jeg læser, eller de ord jeg selv skriver. Hvem er Kant og hvad mener han med, at erfaring strukturerer den menneskelige hjerne? Hvorfor forstår jeg ikke mine egne problemspørgsmål og hvordan pokker skal jeg analysere noget jeg ikke forstår? Det ér også svært, når man hvert tiende sekund falder ind i en tilbagevendende dagdrøm, som handler om noget helt, helt andet end filosofi og videnskabsteori.

Jeg ryster tit på hovedet af mig selv over denne dagdrøm; en ting er omdrejningspunktet, som bestemt indeholder noget komisk, en anden ting er min fysiske reaktion. Den er 30 sekunder lang, denne dagdrøm, men hvert sekund bliver nuanceret af omstændighederne; påklædning, make-up, følelser, luften i rummet, mine medstatister, publikum, alt! og jeg kan på denne måde få mine 30 sekunder til at vare 20 minutter.

Her kommer den:

Vi, Indianna Dawn, skal spille til et-eller-andet stort arrangement.. een sang, kun 3 minutter til at vinde hele verdens hjerter. Vi træder ind på scenen, der er helt mørkt - kun det mest nødvendige lys. Vi kikker på hinanden, tager fat i vores instrumenter, jeg ser på publikum og genkender enkelte ansigter, vi kikker på hinanden igen, alle er klar.. og der bliver talt ind - lyden af trommestikker og på første takt slutter dagdrømmen. Jeg ved aldrig hvilken sang det er vi starter, eller om det går godt eller skidt.

Nogle gange er jeg i stand til at afslutte drømmen før, fordi jeg simpelthen ikke magter det; mit hjerte hamrer derud af, jeg har svedige hænder og er helt tør i munden - jeg har lyst til at bryde ud i latterkramper, så oppe at køre er jeg; det var et kæmpe øjeblik og jeg var der, virkelig!
Jeg bliver nødt til at rejse mig og gå lidt rundt, kikke ud ad vinduet, tænde for radioen, eller ringe til en livline, for at slippe fri fra dens jerngreb. Sindssyg anstrengende dagdrøm - og den hjemsøger mig (og især i pressede situationer, what can I say).

Tænkte, i ren afmagt, at det ville hjælpe at beskrive det; få skrevet det ud af systemet.. Håber det virker. Prøver trods alt at lave noget fornuftigt!

Længe Leve Lommefilosofi

Det der med beslutninger er en varierende og ganske flygtig størrelse. Nogle tager en beslutning for, et øjeblik efter, at tage en anden. Nogle tager en beslutning og lader den vare for evigt. Nogle kan ikke beslutte sig, og lader andre gøre det. Nogle beslutter sig ud fra mavefornemmelser, andre baserer deres beslutninger på fakta. Uanset hvordan man beslutter sig, handler det vel om, at man står ved en korsvej og skal træffe et valg, stort eller lille, - og at dette valg vil være med til, at pege dig i en retning som fremtiden, på den ene eller den anden måde, vil bære præg af.

Vi lever i en verden hvor det handler om at være kaptajn på eget skib og tage hånd om sit eget liv. Hvem skulle ellers gøre det? Derfor er alle beslutninger også vores egne, lige fra hvad vi putter i munden, til hvilken single der plugges i radioen først, - til hvem vi vil være sammen med i vores liv.

Heldigvis er der noget der hedder kærlighed og kærligheden kan ofte trumfe både mavefornemmelser og fakta - og det er som regel den, der styrer hvilke mennesker vi vil have i vores liv. Forhåbentlig er kærligheden til os selv også eksisterende og i så fald, hvis man husker på den, kunne det sagtens blive en guideline i livet og på den måde gøre det nemmere, at tage beslutninger. Livet er kort og der er uendelig mange måder at leve det på og de beslutninger man tager skal, i min verden, være med til udfordre og inspirere. Dernæst tror jeg at dét at træffe en beslutning, er med til at gøre beslutningen rigtig. Så længe man står på vippen og ikke kan beslutte sig, vil begge veje forekomme forkerte.

Ja, jeg ved det godt.. jeg er i et lommefilosofisk hjørne..

Heldigvis formåede jeg at stoppe, inden jeg kom til emner som; dyrevelfærd, musikbranchen og parforhold..

Polke Fok

Inden Indianna Dawn hed Indianna Dawn, hed Indianna Dawn, Nuance at Noon - ...er i med?

Og tilbage i de sorgløse dage med Nuance at Noon betegnede vi vores genre som polke fok - altså folke pop (with a twist). Det var vist mest af alt et forsøg på at være originale og måske endda (lidt ligesom Nirvana) starte en HEL NY GENRE!!!..... yeah maybe not..

Men en af årsagerne til denne indskydelse i sin tid var også, at hver gang man bliver spurgt hvilken slags musik man spiller, kommer man ud i en-eller-anden opremsning af genrer. " Vi spiller sådan en slags alternativ moderne urban country/folk/pop/rock, ja altså du ved, alt efter hvilke referencer du har..". Og så virkede det nemmere hvis man, ligesom Nirvana (ja, og/eller Pixies), kunne få lov at definere en genre, fremfor at lade genren definere bandet.
Men ak. Der skal åbenbart mere til end bare en god idé.


På samme tid er der så utrolig mange mennesker at forarge, ved selv at vove at putte genrer på; da vi udgav Somebody's Dead sidste år, betegnede vi den som en meget countryinspireret plade - og diverse anmeldere refererede til os som et countryband. Det er jo umiddelbart en vandret løgn hvis man kikker på begrebet 'country musik' - og især med reflektive øjne - og ja hvis man oven i købet er en af dem der elsker at lytte til Kenny Rogers, Tammy Wynette, George Jones etc. så er det ikke svært at forstå, at mennesker der tror at de skal se et countryband, bliver overrasket når de oplever os til koncert; ingen boots, ingen stetsons, ingen pedal steel, ingen rhinestones, ingen Jesus..

I det hele taget har jeg fundet frem til, at hvis man står overfor et menneske, der nysgerrigt spørger ind til hvilken slags musik man spiller, så er som oftest klogt at spørge ind til hvad denne person selv lytter til af musik - hvis man kender de tilgængelige referencer vil det umiddelbart være lettere at kategorisere musikken rigtigt (i hvert fald overfor denne person). Jeg har endda gået så langt som at beskrive os som værende et soft pop band..(!##&/(/)=?=(/FHRW€"#"!"). Ja.. wudduya gonna do.. Gæt engang hvad han lyttede til af musik..


Nå, men når man så har skiftet navn til Indianna Dawn og man er nået dertil hvor indstillingerne til diverse DMA priser bliver relevante, bliver man tvunget til at putte sig selv i nogle kasser. Vi er røget i folkekassen i denne ombæring, hvilket umiddelbart virker oplagt. Vi er jo hverken KUN alternative, eller KUN pop, eller KUN country, så folkekassen virkede til at ramme bredest, men igen, ak! Vi spiller jo på ingen måde traditionelt folkemusik, hvilket åbenbart er det DMA FOLK hovedsageligt hælder til når de siger FOLK; vi har hverken vaskebræt, violin, eller fløjte med, well...

Hvad vi mangler på vaskebrættet, har vi i de folkelige intentioner og hvad vi mangler på cowboyhattefronten, har vi i tobakken.

DMA POLKE FOK 2013 here we comes :)

Ode til Tønder

Onsdag morgen vågnede jeg med sandpapir i halsen, op ad dagen fik jeg feber og om aftenen skrev jeg en besked til resten af bandet: " jeg får mere og mere ondt i halsen.. det er noget lort.. Håber det når at gå i orden, men som jeg har det nu kan jeg ikke synge.. Vi må bare håbe på det bedste og skal nok opdatere jer.." Torsdag morgen tog vi, trods risikoen for at stemmen ikke holdt, afsted til Tønder Festival og skulle spille i P4 teltet kl. 18.30

Jeg overvejede at beskrive hele mit sygdomsforløb, men ok, hvor interessant er det nu også lige - så vi springer frem til side 107 hvor Søren Adolph, basist, kommer og informerer mig om at vi er 2 timer ahead of schedule hvilket er heldigt for så har vi tid til at finde en ukulele vi må låne, - vi har nemlig glemt vores egen. Aldrig har vi glemt den skide ukulele før og den dag vi har et job i Tønder, glemmer vi den. Der bliver sat bevægelse i tingene og i løbet af, hvad der virker som, få minutter, var Bo's kone på vej med en ukulele. VUPTI.
Der går desværre ikke lang tid førend Søren Adolph, basist, kommer hen igen, ææøøøh Dianna vi har et lidt større problem.. du ved Kaspers kæmpe 1,5m x 70cm pedal board? Det ligger også på Enghavevej... F*** f*** f***! Men endnu et Tøndermirakel sker og VUPTI kommer der en kasse med alle de fornødne pedaler og små jacks!

Det næste der sker er også en slags mirakel, bare med omvendte fortegn. Den stemme som gradvist har fået det bedre og bedre, knækker 10 min før sceneoptræden..! Det var............................
pinagtigt, fortvivlende, ydmygende og... lidt sødt! Det stakkels 50+ publikum der sad, kiggede alle på mig med øjne og kropssprog der fortalte at de i fællesskab ville tage mig og lægge mig i en seng med en masse puder og varme dyner, læse højt for mig og give mig et drop med Nielsen bitter, honning, citron og rendyrket forældrekærlighed. Koncerten sluttede forholdsvis hurtigt og afrundingsvis da vi står og bukker, kommer en af disse forældre (læs:bedsteforældre) op og giver mig to pastiller med mintsmag, mens hun nikker og ser meget trist ud..

Det søde og støttende band gav mig efterfølgende den tjans der hed: gå du op i baren og sælg nogle cd'er (yeah right) - så pakker vi gear. Da jeg når op til baren kigger de søde bartendere på mig og i fællesskab stiller de tre shots frem til mig - og noget mørkt til at skylde det ned med. Der er ikke nogen der siger noget, heller ikke mig, jeg indtager bare hvad jeg bliver tilbudt og 20 min senere er min stemme i klar bedring. F***!!!
Der går et øjeblik og den søde Eva, som var cd-ansvarlig kommer glad og spørger hvordan det var gået - og beklagede at hun desværre ikke nåede at høre det. Mine læber blev vist nok til en smal streg og jeg vendte hovedet og kiggede på barpersonalet der stod med tilsvarende miner - og som var så venlige at svare for mig. Jeg fortalte hende derefter med raspende stemme, at jeg på meget kort tid havde indtaget diverse lindrende drikkevarer og bad hende passe lidt på mig i løbet af aftenen. Og naturligvis blev jeg fundet, hånden på hjertet, i hvert fald 7 gange den aften af søde Eva, som bare lige skulle spørge om jeg var ok og om jeg havde det bedre.

Aldrig har jeg oplevet noget lignende.. Tønder jeg elsker dig! Jeg vil tilbage næste år og tage revanche, tage mig af alle og give lidt igen, tage gaver med i form af den bedste musik og allerede nu tage glæderne på forskud!

Kærlighed er som en slikbutik.. gad vide om det var det '50 Cent' mente?

Man ved man har ramt bunden af kynisme, når man sidder i et hyggeligt hjem, der emmer af kærlighed og familieforøgelse, og siger at ingen forhold varer ved..
Lang pause.. en enkelt grinede, så flere og på et tidspunkt hørte jeg mig selv sige 'jeg er virkelig blevet kynisk, det må i undskylde'.

Det har gået mig på resten af dagen: jeg skulle ikke ha sagt det, sådan en bemærkning hører ikke hjemme i et lykkeligt hjem - og jeg skulle ikke have undskyldt for at være kyniker hvad angår parforhold.

Når det så er sagt synes jeg rent faktisk ikke jeg er så kynisk. Jeg ville nok mere kalde det, at være realistisk, men jeg er desværre kommet med nogle uheldige og utilstedelige bemærkninger hvad angår parforhold i forskellige relationer- og her vil jeg nu, i dette øjeblik, prøve at retfærdiggøre nogle af mine bevæggrunde for at tænke, som jeg gør.

Jeg ved der er en masse undtagelser til mine semi-dystre formodninger og dem hylder jeg!

Jeg elsker kærlighed, jeg er selv propfuld af det - og jeg elsker når andre er det! Der er bare så mange varianter af kærligheden og det er hårdt at finde ud af hvilken slags kærlighed der skal til for at få lige præcis det parforhold man er i, til at fungere. Den lidenskabelige kærlighed er ikke nok; bare fordi man er klar til at kaste sig ud foran et tog for den man elsker, betyder det ikke nødvendigvis at det er den slags kærlighed der holder det hele sammen når det første barn er født, og økonomien svigter.

Min fætter sagde det så enkelt: kærlighed er ikke nok, når det kommer til at træffe valget om at få børn. Man bliver nødt til at have noget at mødes om bagefter; en fælles lidenskab.
Om det er at samle på baseball kort, dyrke drageflyvning, keramik, Frasier hver tirsdag, eller andet, det er egentlig lige meget. Det vigtige er at huske at de individuelle behov stadig er der og dér skal man mødes og genopdage hinanden, nu bare med en ekstra feature; parenthood.

Jeg har måske omformuleret det lidt, men det var det jeg hørte han sagde... han er en klog mand.

Men det med at få opfyldt ens egne behov kan være svært, især når man i længere tid har tænkt på alle andres behov. Bare det at genkende dem når de kommer op til overfladen, er tricky. Og dertil kan det være svært at få den ønskede effekt når man gør opmærksom på et behov, der ikke bliver dækket; 'Skat, jeg synes ikke vi griner nok' - 'nej hvor sjovt du siger det, jeg skulle lige til at fortælle en vits' - nej vel, og når man så har verdens sjoveste kollega, som tilmed også har brune øjne, så drikker man sig fuld til julefrokosten og springer til. Hvorfor? Fordi man har glemt at passe på sig selv undervejs. Og fordi man fra start af ikke kendte konsekvenserne af at gemme på de små, ligegyldige løgne, eller flirts der er med til at gøre distancen til sin partner, større.

Jeg tror det er vigtigt at huske at ingen er perfekte. Den man tror man er, er man pludselig ikke, når man står i skidtet - og ALLE er disponeret for at gøre noget, man ved sine fulde fem, ikke ville gøre.

Det handler om at vide, at man ikke er et dårligt menneske, eller partner fordi man sprang på den sjove. Det er den efterfølgende handling der definerer mennesket og forholdet.

Det synes jeg ikke er kynisk, men det er et faktum at alt for få mennesker evner at komme hjem til sin partner og sige; 'Jeg har flirtet med fem forskellige idag, givet mit nummer ud to gange og givet et enkelt blowjob.
Dertil er det alt for få partnere der kan finde ud af, at afvise det som noget uvæsentligt. For det væsentlige er vel, at der var tillid og respekt nok til at sige det.

Jeg kunne skrive side op og side ned om det her - istedet vælger jeg en kort blog hvis eneste funktion er at fremhæve mig som en bedrevidende og arrogant type, der vover at forholde sig til noget så stort som kærlighed og parforhold.

Godt gået..!

Jeg har længe drømt om at optræde på Roskilde festival. Og i år nåede jeg næsten at tro på at det skulle lykkes med Indianna Dawn - især takket være en god ven som var 100 % sikker og ikke bleg for at nævne det igen og igen.
Sådan skulle det ikke gå og fred være med det, men SÅ skete der noget andet.

Den selv samme dag hvor jeg i mit stille sind kapitulerede og ville købe en billet, fik jeg en opringning fra en veninde der i en prøvende formel tone, inviterede mig med i Pigegarden. De skulle gå på Roskilde og manglede en pigegardist!! ØH JA TAK!....

Dette har kastet en hel del sjove episoder af sig; eksempelvis da jeg glædesstrålende ringer og fortæller først min far, dernæst min mor at jeg er kommet med PIGEGARDEN og at vi skal gå på Roskilde Festival! Min mors lyse, luftige udbrud var ikke til at tage fejl. Jeg kunne høre hvordan hun forestillede sig sin semi-rebelske pige endelig iført en lille hvid plisseret nederdel, et stort smil, en høj hat og en 'twirling stick', marchere til tivoli musik. Dernæst hendes undring.. 'vil du gerne det?'. Ahmen mor det er mere sådan en slags Pigegarde fra helvede.. hendes respons var på een gang skuffelse og alligevel lettelse og da jeg i min kluk-hed fortalte mere detaljeret hvad det gik ud på, endte hun da også med at sige - med sin helt normale stemme; 'Nåmmen så er det jo bare dejligt'.

Igår var jeg så med for første gang og altså.. Den havde jeg ikke set komme!

Tænk at det kan være så fedt at gå i takt!!! Til rotterne med dem der sidder og griller og spiller kongespil. HER GÅR VI!

Jeg kan huske fra fritidshjemmet hvor meget det betød at gynge i takt - og alle de danserutiner som man, overdrevet entusiastisk, øvede med veninderne, til henholdsvis Ace of Base og Cut n' Move (don't say a word!).

Det gør man sgu for lidt nu til dags; laver dårlige danserutiner med veninderne, til corny musik, bare fordi det er fedt at gøre noget synkront! Fysisk resonans skal man ikke undervurdere!

Men så kan man jo joine en garde, hvis man har bevist sig værdig og får en invitation - og lur mig om jeg ikke ender med at stå hjemme foran spejlet og øve trinene - og lur mig om jeg ikke skal på Roskilde og gå i takt iført den mest geniale uniform - og mere siger jeg ikke!! Hurra!

Vi ses Roskilde!

Max Klimaks og Antiklimaks

For fire år siden spillede jeg et akustisk triojob i Albertslund Centeret. To guitarer, en banjo og to spæde pigestemmer, udenfor på en kold og grå dag.

Min søster, som på daværende tidspunkt havde en tøjbutik i Albertslund Centeret, spurgte om jeg ikke ville spille til butikkens fødselsdag og ja (man siger nemlig ikke nej til sin søster) dér stod vi ude foran butikken omgivet af flag og runde fødslesdagsrabat-tøjstativer med to forbipasserende pensionister hvert tiende minut. På et tidspunkt forbarmede en af pensionisterne sig over os og stoppede op for lytte - denne var en overvægtig invalidepensionist, som parkerede sin elektriske 4-wheeler lige foran os, og som efter et par minutter højlydt vrængede 'SÅ SYNG DOG DANSK' og kørte videre.
Overfor os, mere eller mindre gemt bagved den overfor liggendes tøjbutik's runde tøjstativer, stod mine niecer og en af deres veninder. På dette tidspunkt har mine niecer henholdsvis været ca. 8 år og 13 år og jeg tror, uden tvivl, at det var deres livs største antiklimaks og det pinligste af slagsen! Når mor og nærmeste familie havde fortalt at moster Dianna spillede musik, tror jeg at de ubevidst havde forestillet sig en dansk udgave af Beyonce - og at forestille sig deres skuffelse ved at se mig, med rød næse og ingen publikummer, ude foran deres mors tøjbutik, kan underholde mig i flere minutter ad gangen!

Nej, det var heller ikke en succes for os. En god erfaring? Bestemt! Succes? Nej! - og det var i en eller anden hoven grad, en slags antiklimaks. (Men min far, mor, søster og mormor syntes jeg var dygtig)

For at blive lidt ved antiklimakser, så var et andet antiklimaks et 'nej tak' fra alle landets pladeselskaber, da vi endelig sendte vores færdige CD, vores pride and joy, rundt.
Standardsvaret lød: 'musikken er god, men der er intet publikum til den genre'.
Samme trummerum med bookingbureauerne.

Længe leve ildsjæle der tør satse. Så kan man tale om et MAX klimaks - på flere niveauer; at have nogen der tror på en og som rent faktisk har midlerne til at gøre en forskel.

En anden type, men stadig solidt, klimaks var da min søns to pædagoger stod nede blandt publikum på Studenterhuset, eller da en pige skrev til mig og spurgte om hun måtte synge 'I Always Miss You' til deres skolekoncert og om jeg ville sende tekst og akkorder. Eller da en publikummer skrev til os efter en koncert, at ikke bare var musikken god, men menneskene bag musikken var endnu bedre.

Men for at afrunde dette halv-vrøvlende indlæg, vil jeg fortælle om mit nyeste klimaks. Det kom i sidste uge hvor min snart 17 årige niece, den selv samme, lyttede til Indianna Dawn på Spotify og postede på Facebook: 'Det er min moster!'.