Her sidder jeg med Bonderøven på TV, min søn sovende i min seng - og prøver at være i nuet og glæde mig over de simple ting i livet. Men jeg er lige kommet hjem fra Spot Festival og det hele kører rundt inde i hovedet på mig. Jeg tror jeg gennemlever en postSpot nedtur, og.. men på samme tid kunne jeg ikke have klaret en dag mere i de Aarhusianske, musikalske omgivelser.
To hele døgn med musik, networking, gamle bekendte, nye bekendte, bandlogistik, nerver - og helt utrolig ømme fødder og ben (læs: de nye spot-omgivelser byder ikke på mange siddepladser!).
Vi havde haft nogle lange intense øvere med bandet optil vores maj måned, som er proppet til randen med koncerter - og vi var klar til den store SPOT-koncert. Men da timerne inden oprandt og alle jeg mødte spurgte "Aaaaii er du ikke nervøøs!?" så begyndte nerverne at røre på sig, klar eller ej. Jeg fik simpelthen hidset mig selv så meget op, at jeg dårligt kan huske hvordan det var at stå på scenen. Jeg husker alle detaljerne optil; lydprøven, de effektive og flinke crew-mænd, vores dygtige, dygtige lydmand, vores standhaftige guitarbitch (som blev til en slags alt-mulig-kvinde), energien i kroppen som fik mig til at hoppe og danse rundt i koncertsalen inden folk kom ind, følelsen af at have lyst til at sige 'ej jeg vil ikke alligevel!'. Jeg husker vores booker komme ind og sige held og lykke og scenemanden, som derefter åbner døren for os og siger SÅ er det NU - Jeg husker synet af farvede lys, røg - og et hav af ansigter. Da jeg kommer frem til mikrofonen og indser hvor tæt på publikum egentlig står, bliver jeg helt tør i munden. Som prikken over i'et er der en der råber noget med Pernille Rosendahl - tror det var noget med det mørke pandehår.. alt sammen med til at give mine nerver det boost der skulle til, for at glemme resten af koncerten fuldstændig.
Pludselig står vi i en rundkreds ude på festivalen og får at vide af vores plademand hvad vi skal tænke på og gøre bedre til næste gang og langsomt er det som om, det aldrig er sket. Halvdelen af bandet tager hjem og resten fortsætter aftenen med at blive gennet ud af det ene lukkende værtshus efter det andet, indtil fødderne giver op og man sætter sig ind i en taxa og med ét er SPOT festival SLUT!
Dagen derpå vågnede jeg UDEN tømmermænd - gjorde mig klar og hentede min søn hos hans bedsteforældre, afleverede gear og crashede kl. 23 med et overtræt barn - men man kan ikke crashe rigtigt - selvom 7 timers søvn var det eneste det kunne blive til på en hel weekend - så kan kroppen ikke falde ned oven på alle de indtryk - og følelsen af at man kunne have gjort det bedre, vil ikke slippe sit jerngreb.
Selv nu, et par dage senere, kan jeg ikke sove og når jeg gør drømmer jeg så livagtig - genlever alle mine samtaler - så jeg ikke føler jeg har sovet, overhovedet.
Men en god festival har det været - Tak derude.. For opbakning, opmuntring, praktiske hænder, nye venner og gode samtaler..
Vi ses <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar