Max Klimaks og Antiklimaks

For fire år siden spillede jeg et akustisk triojob i Albertslund Centeret. To guitarer, en banjo og to spæde pigestemmer, udenfor på en kold og grå dag.

Min søster, som på daværende tidspunkt havde en tøjbutik i Albertslund Centeret, spurgte om jeg ikke ville spille til butikkens fødselsdag og ja (man siger nemlig ikke nej til sin søster) dér stod vi ude foran butikken omgivet af flag og runde fødslesdagsrabat-tøjstativer med to forbipasserende pensionister hvert tiende minut. På et tidspunkt forbarmede en af pensionisterne sig over os og stoppede op for lytte - denne var en overvægtig invalidepensionist, som parkerede sin elektriske 4-wheeler lige foran os, og som efter et par minutter højlydt vrængede 'SÅ SYNG DOG DANSK' og kørte videre.
Overfor os, mere eller mindre gemt bagved den overfor liggendes tøjbutik's runde tøjstativer, stod mine niecer og en af deres veninder. På dette tidspunkt har mine niecer henholdsvis været ca. 8 år og 13 år og jeg tror, uden tvivl, at det var deres livs største antiklimaks og det pinligste af slagsen! Når mor og nærmeste familie havde fortalt at moster Dianna spillede musik, tror jeg at de ubevidst havde forestillet sig en dansk udgave af Beyonce - og at forestille sig deres skuffelse ved at se mig, med rød næse og ingen publikummer, ude foran deres mors tøjbutik, kan underholde mig i flere minutter ad gangen!

Nej, det var heller ikke en succes for os. En god erfaring? Bestemt! Succes? Nej! - og det var i en eller anden hoven grad, en slags antiklimaks. (Men min far, mor, søster og mormor syntes jeg var dygtig)

For at blive lidt ved antiklimakser, så var et andet antiklimaks et 'nej tak' fra alle landets pladeselskaber, da vi endelig sendte vores færdige CD, vores pride and joy, rundt.
Standardsvaret lød: 'musikken er god, men der er intet publikum til den genre'.
Samme trummerum med bookingbureauerne.

Længe leve ildsjæle der tør satse. Så kan man tale om et MAX klimaks - på flere niveauer; at have nogen der tror på en og som rent faktisk har midlerne til at gøre en forskel.

En anden type, men stadig solidt, klimaks var da min søns to pædagoger stod nede blandt publikum på Studenterhuset, eller da en pige skrev til mig og spurgte om hun måtte synge 'I Always Miss You' til deres skolekoncert og om jeg ville sende tekst og akkorder. Eller da en publikummer skrev til os efter en koncert, at ikke bare var musikken god, men menneskene bag musikken var endnu bedre.

Men for at afrunde dette halv-vrøvlende indlæg, vil jeg fortælle om mit nyeste klimaks. Det kom i sidste uge hvor min snart 17 årige niece, den selv samme, lyttede til Indianna Dawn på Spotify og postede på Facebook: 'Det er min moster!'.