Man ved man har ramt bunden af kynisme, når man sidder i et hyggeligt hjem, der emmer af kærlighed og familieforøgelse, og siger at ingen forhold varer ved..
Lang pause.. en enkelt grinede, så flere og på et tidspunkt hørte jeg mig selv sige 'jeg er virkelig blevet kynisk, det må i undskylde'.
Det har gået mig på resten af dagen: jeg skulle ikke ha sagt det, sådan en bemærkning hører ikke hjemme i et lykkeligt hjem - og jeg skulle ikke have undskyldt for at være kyniker hvad angår parforhold.
Når det så er sagt synes jeg rent faktisk ikke jeg er så kynisk. Jeg ville nok mere kalde det, at være realistisk, men jeg er desværre kommet med nogle uheldige og utilstedelige bemærkninger hvad angår parforhold i forskellige relationer- og her vil jeg nu, i dette øjeblik, prøve at retfærdiggøre nogle af mine bevæggrunde for at tænke, som jeg gør.
Jeg ved der er en masse undtagelser til mine semi-dystre formodninger og dem hylder jeg!
Jeg elsker kærlighed, jeg er selv propfuld af det - og jeg elsker når andre er det! Der er bare så mange varianter af kærligheden og det er hårdt at finde ud af hvilken slags kærlighed der skal til for at få lige præcis det parforhold man er i, til at fungere. Den lidenskabelige kærlighed er ikke nok; bare fordi man er klar til at kaste sig ud foran et tog for den man elsker, betyder det ikke nødvendigvis at det er den slags kærlighed der holder det hele sammen når det første barn er født, og økonomien svigter.
Min fætter sagde det så enkelt: kærlighed er ikke nok, når det kommer til at træffe valget om at få børn. Man bliver nødt til at have noget at mødes om bagefter; en fælles lidenskab.
Om det er at samle på baseball kort, dyrke drageflyvning, keramik, Frasier hver tirsdag, eller andet, det er egentlig lige meget. Det vigtige er at huske at de individuelle behov stadig er der og dér skal man mødes og genopdage hinanden, nu bare med en ekstra feature; parenthood.
Jeg har måske omformuleret det lidt, men det var det jeg hørte han sagde... han er en klog mand.
Men det med at få opfyldt ens egne behov kan være svært, især når man i længere tid har tænkt på alle andres behov. Bare det at genkende dem når de kommer op til overfladen, er tricky. Og dertil kan det være svært at få den ønskede effekt når man gør opmærksom på et behov, der ikke bliver dækket; 'Skat, jeg synes ikke vi griner nok' - 'nej hvor sjovt du siger det, jeg skulle lige til at fortælle en vits' - nej vel, og når man så har verdens sjoveste kollega, som tilmed også har brune øjne, så drikker man sig fuld til julefrokosten og springer til. Hvorfor? Fordi man har glemt at passe på sig selv undervejs. Og fordi man fra start af ikke kendte konsekvenserne af at gemme på de små, ligegyldige løgne, eller flirts der er med til at gøre distancen til sin partner, større.
Jeg tror det er vigtigt at huske at ingen er perfekte. Den man tror man er, er man pludselig ikke, når man står i skidtet - og ALLE er disponeret for at gøre noget, man ved sine fulde fem, ikke ville gøre.
Det handler om at vide, at man ikke er et dårligt menneske, eller partner fordi man sprang på den sjove. Det er den efterfølgende handling der definerer mennesket og forholdet.
Det synes jeg ikke er kynisk, men det er et faktum at alt for få mennesker evner at komme hjem til sin partner og sige; 'Jeg har flirtet med fem forskellige idag, givet mit nummer ud to gange og givet et enkelt blowjob.
Dertil er det alt for få partnere der kan finde ud af, at afvise det som noget uvæsentligt. For det væsentlige er vel, at der var tillid og respekt nok til at sige det.
Jeg kunne skrive side op og side ned om det her - istedet vælger jeg en kort blog hvis eneste funktion er at fremhæve mig som en bedrevidende og arrogant type, der vover at forholde sig til noget så stort som kærlighed og parforhold.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar