Jeg overvejede at beskrive hele mit sygdomsforløb, men ok, hvor interessant er det nu også lige - så vi springer frem til side 107 hvor Søren Adolph, basist, kommer og informerer mig om at vi er 2 timer ahead of schedule hvilket er heldigt for så har vi tid til at finde en ukulele vi må låne, - vi har nemlig glemt vores egen. Aldrig har vi glemt den skide ukulele før og den dag vi har et job i Tønder, glemmer vi den. Der bliver sat bevægelse i tingene og i løbet af, hvad der virker som, få minutter, var Bo's kone på vej med en ukulele. VUPTI.
Der går desværre ikke lang tid førend Søren Adolph, basist, kommer hen igen, ææøøøh Dianna vi har et lidt større problem.. du ved Kaspers kæmpe 1,5m x 70cm pedal board? Det ligger også på Enghavevej... F*** f*** f***! Men endnu et Tøndermirakel sker og VUPTI kommer der en kasse med alle de fornødne pedaler og små jacks!
Det næste der sker er også en slags mirakel, bare med omvendte fortegn. Den stemme som gradvist har fået det bedre og bedre, knækker 10 min før sceneoptræden..! Det var............................
pinagtigt, fortvivlende, ydmygende og... lidt sødt! Det stakkels 50+ publikum der sad, kiggede alle på mig med øjne og kropssprog der fortalte at de i fællesskab ville tage mig og lægge mig i en seng med en masse puder og varme dyner, læse højt for mig og give mig et drop med Nielsen bitter, honning, citron og rendyrket forældrekærlighed. Koncerten sluttede forholdsvis hurtigt og afrundingsvis da vi står og bukker, kommer en af disse forældre (læs:bedsteforældre) op og giver mig to pastiller med mintsmag, mens hun nikker og ser meget trist ud..
Det søde og støttende band gav mig efterfølgende den tjans der hed: gå du op i baren og sælg nogle cd'er (yeah right) - så pakker vi gear. Da jeg når op til baren kigger de søde bartendere på mig og i fællesskab stiller de tre shots frem til mig - og noget mørkt til at skylde det ned med. Der er ikke nogen der siger noget, heller ikke mig, jeg indtager bare hvad jeg bliver tilbudt og 20 min senere er min stemme i klar bedring. F***!!!
Der går et øjeblik og den søde Eva, som var cd-ansvarlig kommer glad og spørger hvordan det var gået - og beklagede at hun desværre ikke nåede at høre det. Mine læber blev vist nok til en smal streg og jeg vendte hovedet og kiggede på barpersonalet der stod med tilsvarende miner - og som var så venlige at svare for mig. Jeg fortalte hende derefter med raspende stemme, at jeg på meget kort tid havde indtaget diverse lindrende drikkevarer og bad hende passe lidt på mig i løbet af aftenen. Og naturligvis blev jeg fundet, hånden på hjertet, i hvert fald 7 gange den aften af søde Eva, som bare lige skulle spørge om jeg var ok og om jeg havde det bedre.
Aldrig har jeg oplevet noget lignende.. Tønder jeg elsker dig! Jeg vil tilbage næste år og tage revanche, tage mig af alle og give lidt igen, tage gaver med i form af den bedste musik og allerede nu tage glæderne på forskud!
