Efter mødet i sidste uge med vores bookingbureau fik vi at vide at vi skulle have ti-doblet vores views på youtube og 'likes' på Facebook, indenfor et år. Så bliver man meget opmærksom på hvad der egentlig foregår på de forskellige kanaler - og for vores vedkommende i Indianna Dawn betyder det at vi skal op og have 5-6000 likes på Facebook og 140.000 views på youtube, på et år..
Weekenden stod på Vesterbro Festival om lørdagen, huskoncert i Køge om søndagen og Tangled up in Blue igår, mandag. Vi har måske ramt 200 menneskers ører og efter sådan tre koncerter har vi fået 7 nye likes på facebook og 200 nye views på youtube. For at få ti-doblet de forskellige views og likes skal vi have 16 nye likes på Facebook HVER dag (også på helligdage!) - og 390 views på youtube HVER dag, i et helt år!
Men hvad er det lige der skal til?
Vores dygtige samarbejdspartnere på Offbeat siger at det som regel kommer i ryk og som oftes i forbindelse med en form for hype. AHA!
Men ok, hvordan opstår en hype?
"Måske kunne Dianna 'vise sit klædeskab' i 'Alt For Damerne'!?"
ØH ja, hvis vi ville tvinge de fashionable damer i knæ og prygle dem indtil de overgav sig til min slidte og rimelig unfashionable gardarobe. "Ej, det tror jeg er en dårlig idé - lad os fokusere på musikken.."
Den sidste måned har vi spillet ni koncerter og kun fået overordentlig positiv respons. Vi har en ny single på P4 og er igang med at færdiggøre vores EP som kommer til september - det er ikke ligefrem fordi vi ligger på den lade side. Så hvordan, spørger jeg, skal man generere de nødvendige tal for at få successen til at være en offentlig succes?
Jeg tænker umiddelbart; lange bade, syrénduft i lejligheden, matematik, western film og så selvfølgelig de daglige horoskoper i ekstrabladet, som er med til at afgøre vores skæbne.
tirsdag den 29. maj 2012
tirsdag den 22. maj 2012
Tak skal I have!............
Copenhagen Marathon... Absolut et godt concept og en god idé - en god sag at støtte op omkring - og det er jo sådan noget man bl.a. kan man med musik.
Et boost for karrieren? Aah..
Et stort, godt tilstedeværende publikum? Aah..
De gode skejser? Aah..
Det er tilgengæld det eneste job hvor man kan have op til flere grineanfald med lange pauser, uden at publikum udvandrer. Og så giver det nogle gode, grumme, kulsorte hår på ryggen, sådan et job!
Man tror man ikke kan nå at fornærme sådan et forbipasserende publikum, men ak... jeg er ingen 'man' om man så må sige.
Scenen var en lang lastbiltrailer som, på årets første sommerdag, meget hurtigt blev varmet op! Vi stod placeret ved Fælledparken og traileren vendte ud mod vejen hvor løberne første gang passerede da de havde løbet 8 km og anden gang da de havde løbet 32 km. Safe to say at nogle var mere udfordret end andre og at nogle løb hurtigere end andre, men jeg gik da ud fra at det da handlede om at fuldføre!?
Ham klædt ud som ko (MED hoved) kan da ikke ha' løbet på tid!?
Da de kom anden gang (efter 32km) prøvede jeg med opmuntrende kommentarer såsom 'kun 10 km tilbage!' 'Det tager kun et øjeblik', 'i kan godt klare det' osv.. synes egentlig selv jeg var rimelig opmuntrende og når jeg sagde ting som; 'det er også okay at gå' eller 'det handler ikke om at komme først' så mente jeg det faktisk! Løberne vinkede, nogle rystede grinende på hovedet, nogle hujede af OS, men henholdsvis Søren og Rasmus stønnede (i heden) 'ej Dianna det sagde du bare ikke' (ha ha)... ja måske fik jeg et mindre solstik, eller måske var jeg dehydreret, jeg skal ikke kunne sige det, men underholdt det var jeg og stor respekt for enhver der kan fuldføre et marathon, det har jeg altså også!
Og det der banner jeg havde en opfattelse af at vi skulle have, skal altså have noget andet end 'Nykredit' stående.. måske nærmere noget med 'Indianna dawn'..?
Men altså.. God sjov og gode hår på brysterne :)
Et boost for karrieren? Aah..
Et stort, godt tilstedeværende publikum? Aah..
De gode skejser? Aah..
Det er tilgengæld det eneste job hvor man kan have op til flere grineanfald med lange pauser, uden at publikum udvandrer. Og så giver det nogle gode, grumme, kulsorte hår på ryggen, sådan et job!
Man tror man ikke kan nå at fornærme sådan et forbipasserende publikum, men ak... jeg er ingen 'man' om man så må sige.
Scenen var en lang lastbiltrailer som, på årets første sommerdag, meget hurtigt blev varmet op! Vi stod placeret ved Fælledparken og traileren vendte ud mod vejen hvor løberne første gang passerede da de havde løbet 8 km og anden gang da de havde løbet 32 km. Safe to say at nogle var mere udfordret end andre og at nogle løb hurtigere end andre, men jeg gik da ud fra at det da handlede om at fuldføre!?
Ham klædt ud som ko (MED hoved) kan da ikke ha' løbet på tid!?
Da de kom anden gang (efter 32km) prøvede jeg med opmuntrende kommentarer såsom 'kun 10 km tilbage!' 'Det tager kun et øjeblik', 'i kan godt klare det' osv.. synes egentlig selv jeg var rimelig opmuntrende og når jeg sagde ting som; 'det er også okay at gå' eller 'det handler ikke om at komme først' så mente jeg det faktisk! Løberne vinkede, nogle rystede grinende på hovedet, nogle hujede af OS, men henholdsvis Søren og Rasmus stønnede (i heden) 'ej Dianna det sagde du bare ikke' (ha ha)... ja måske fik jeg et mindre solstik, eller måske var jeg dehydreret, jeg skal ikke kunne sige det, men underholdt det var jeg og stor respekt for enhver der kan fuldføre et marathon, det har jeg altså også!
Og det der banner jeg havde en opfattelse af at vi skulle have, skal altså have noget andet end 'Nykredit' stående.. måske nærmere noget med 'Indianna dawn'..?
Men altså.. God sjov og gode hår på brysterne :)
mandag den 14. maj 2012
Mig og Steven knows
"Hvor har du været henne, mor?" "Jeg har været ude at spille.." "spillede du trommer?" "Nej, fjolle.. hvad gjorde jeg?" "Du sang en sang" - det lyse mest lune ansigt smiler til mig.
"Er det ok jeg har været væk?" "Ja, mormor har givet mig saftevand."
Selvom det kun er tre dage, så er det tre begivenhedsrige og lange dage. Så når man kommer hjem føles det som om man har været væk i en evighed.., men så er det godt at lande med sådan nogle kommentarer lige fra morgenstunden. Det kunne dog godt gå hen og blive lidt skizofrent i længden - i hjertet, men mon ikke man lærer at navigere lidt i de forskellige gear.
Tænk på Steven Tyler... THAANK YOUUU AND GOOODNIIIIGHT og et par timer senere "No, go back to sleep.. No put that down.. Daddy is very upset with you right now.." Ja..... Han må vide hvad jeg snakker om.
Næste weekend står den på spilleri igen, denne gang dog på Sjælland.
Vi ses til Copenhagen Marathon, i Fælledparken (iført løbesko, eller ej).
"Er det ok jeg har været væk?" "Ja, mormor har givet mig saftevand."
Selvom det kun er tre dage, så er det tre begivenhedsrige og lange dage. Så når man kommer hjem føles det som om man har været væk i en evighed.., men så er det godt at lande med sådan nogle kommentarer lige fra morgenstunden. Det kunne dog godt gå hen og blive lidt skizofrent i længden - i hjertet, men mon ikke man lærer at navigere lidt i de forskellige gear.
Tænk på Steven Tyler... THAANK YOUUU AND GOOODNIIIIGHT og et par timer senere "No, go back to sleep.. No put that down.. Daddy is very upset with you right now.." Ja..... Han må vide hvad jeg snakker om.
Næste weekend står den på spilleri igen, denne gang dog på Sjælland.
Vi ses til Copenhagen Marathon, i Fælledparken (iført løbesko, eller ej).
lørdag den 12. maj 2012
Vi ses i Brugsen..!
A: "Er vi i Jylland nu?"
B: "Ja, kan du ikke se det?"
A: "Hvordan skulle jeg kunne se det?"
B: "Jamen det er vi bare.."
Og fra chaufføren lyder det: "til den tåbelige samtale der foregår på bagsædet kan jeg tilføje at vi snart kører forbi ODENSE!"
Efter en oplevelse på SPOT som i høj grad var præget af præstationsminded tanker, pakkede vi igår den store røde varevogn med gear, lektier, madpakker, snacks og... AC/DC plader (som de eneste) og drog afsted til Jylland, endnu engang, men denne gang på vores helt egne hjemmelavede præmisser; ud og møde folk og de små samfund. Konstant spise hjemmebagt kage, få serveret hjemmerørt mayonnaise til hummerhalerne og høre om Fuck (læs: et meget populært kortspil i Røgen - med turneringer) og en strikkeklub med navnet 'slip en og hold masken' - hvor der efter sigende ikke bliver strikket så meget?!..... (bum bum)
Det er sådan nogle aftener der retfærdiggører mine dage væk fra min søn.
Efterfølgende svirrede snakken; skal i sove i Brugsen? Ses vi i Brugsen? Øhh..
Standardsvaret blev lynhurtigt: ja, måske, det kunne da være hyggeligt! - Smilede bare, tænkte det vandt mig nok tid til at finde ud af hvad de snakkede om. Det viste sig jo så at kollektivet hvor vi skulle sove, var den gamle Brugs i Røgen og blev i daglig tale refereret til som Brugsen - ja ok, det giver lidt mere mening og Joooda, der var da også efterfest i Brugsen, hvor en hel del eks-publikummer sad rundt om det store bord og hørte Lucinda Williams og drak billigbajere i alle afskygninger, til langt ud på natten.
Fuck (læs: kortspillet) det var hyggeligt! Har jeg nævnt at jeg elsker mit band!!?
Vidunderligt.. Nu sidder vi igen i den røde varevogn på vej op til Asaa hvor vi spiller en koncert mere, inden vi vender snuden mod djævleøen igen. Det blir godt - begge dele :-)
Vi ses <3
B: "Ja, kan du ikke se det?"
A: "Hvordan skulle jeg kunne se det?"
B: "Jamen det er vi bare.."
Og fra chaufføren lyder det: "til den tåbelige samtale der foregår på bagsædet kan jeg tilføje at vi snart kører forbi ODENSE!"
Efter en oplevelse på SPOT som i høj grad var præget af præstationsminded tanker, pakkede vi igår den store røde varevogn med gear, lektier, madpakker, snacks og... AC/DC plader (som de eneste) og drog afsted til Jylland, endnu engang, men denne gang på vores helt egne hjemmelavede præmisser; ud og møde folk og de små samfund. Konstant spise hjemmebagt kage, få serveret hjemmerørt mayonnaise til hummerhalerne og høre om Fuck (læs: et meget populært kortspil i Røgen - med turneringer) og en strikkeklub med navnet 'slip en og hold masken' - hvor der efter sigende ikke bliver strikket så meget?!..... (bum bum)
Vores aften i Røgen var præget af en vidunderlig kontakt; både til publikum, men også alle de dejlige mennesker der hjalp til, lavede mad, solgte cd'er og generelt gav nogle gode krammere. Fornavnene røg rundt i det store rum, lyden var god, det var sjovt og varmt og den vellykkede koncert ville ingen ende tage. Som et lille minde løb jeg ud og tog et billede af det stående publikum:
Det er sådan nogle aftener der retfærdiggører mine dage væk fra min søn.
Efterfølgende svirrede snakken; skal i sove i Brugsen? Ses vi i Brugsen? Øhh..
Standardsvaret blev lynhurtigt: ja, måske, det kunne da være hyggeligt! - Smilede bare, tænkte det vandt mig nok tid til at finde ud af hvad de snakkede om. Det viste sig jo så at kollektivet hvor vi skulle sove, var den gamle Brugs i Røgen og blev i daglig tale refereret til som Brugsen - ja ok, det giver lidt mere mening og Joooda, der var da også efterfest i Brugsen, hvor en hel del eks-publikummer sad rundt om det store bord og hørte Lucinda Williams og drak billigbajere i alle afskygninger, til langt ud på natten.
Fuck (læs: kortspillet) det var hyggeligt! Har jeg nævnt at jeg elsker mit band!!?
Vidunderligt.. Nu sidder vi igen i den røde varevogn på vej op til Asaa hvor vi spiller en koncert mere, inden vi vender snuden mod djævleøen igen. Det blir godt - begge dele :-)
Vi ses <3
tirsdag den 8. maj 2012
SPOT and What Not!
Her sidder jeg med Bonderøven på TV, min søn sovende i min seng - og prøver at være i nuet og glæde mig over de simple ting i livet. Men jeg er lige kommet hjem fra Spot Festival og det hele kører rundt inde i hovedet på mig. Jeg tror jeg gennemlever en postSpot nedtur, og.. men på samme tid kunne jeg ikke have klaret en dag mere i de Aarhusianske, musikalske omgivelser.
To hele døgn med musik, networking, gamle bekendte, nye bekendte, bandlogistik, nerver - og helt utrolig ømme fødder og ben (læs: de nye spot-omgivelser byder ikke på mange siddepladser!).
Vi havde haft nogle lange intense øvere med bandet optil vores maj måned, som er proppet til randen med koncerter - og vi var klar til den store SPOT-koncert. Men da timerne inden oprandt og alle jeg mødte spurgte "Aaaaii er du ikke nervøøs!?" så begyndte nerverne at røre på sig, klar eller ej. Jeg fik simpelthen hidset mig selv så meget op, at jeg dårligt kan huske hvordan det var at stå på scenen. Jeg husker alle detaljerne optil; lydprøven, de effektive og flinke crew-mænd, vores dygtige, dygtige lydmand, vores standhaftige guitarbitch (som blev til en slags alt-mulig-kvinde), energien i kroppen som fik mig til at hoppe og danse rundt i koncertsalen inden folk kom ind, følelsen af at have lyst til at sige 'ej jeg vil ikke alligevel!'. Jeg husker vores booker komme ind og sige held og lykke og scenemanden, som derefter åbner døren for os og siger SÅ er det NU - Jeg husker synet af farvede lys, røg - og et hav af ansigter. Da jeg kommer frem til mikrofonen og indser hvor tæt på publikum egentlig står, bliver jeg helt tør i munden. Som prikken over i'et er der en der råber noget med Pernille Rosendahl - tror det var noget med det mørke pandehår.. alt sammen med til at give mine nerver det boost der skulle til, for at glemme resten af koncerten fuldstændig.
Pludselig står vi i en rundkreds ude på festivalen og får at vide af vores plademand hvad vi skal tænke på og gøre bedre til næste gang og langsomt er det som om, det aldrig er sket. Halvdelen af bandet tager hjem og resten fortsætter aftenen med at blive gennet ud af det ene lukkende værtshus efter det andet, indtil fødderne giver op og man sætter sig ind i en taxa og med ét er SPOT festival SLUT!
Dagen derpå vågnede jeg UDEN tømmermænd - gjorde mig klar og hentede min søn hos hans bedsteforældre, afleverede gear og crashede kl. 23 med et overtræt barn - men man kan ikke crashe rigtigt - selvom 7 timers søvn var det eneste det kunne blive til på en hel weekend - så kan kroppen ikke falde ned oven på alle de indtryk - og følelsen af at man kunne have gjort det bedre, vil ikke slippe sit jerngreb.
Selv nu, et par dage senere, kan jeg ikke sove og når jeg gør drømmer jeg så livagtig - genlever alle mine samtaler - så jeg ikke føler jeg har sovet, overhovedet.
Men en god festival har det været - Tak derude.. For opbakning, opmuntring, praktiske hænder, nye venner og gode samtaler..
Vi ses <3
To hele døgn med musik, networking, gamle bekendte, nye bekendte, bandlogistik, nerver - og helt utrolig ømme fødder og ben (læs: de nye spot-omgivelser byder ikke på mange siddepladser!).
Vi havde haft nogle lange intense øvere med bandet optil vores maj måned, som er proppet til randen med koncerter - og vi var klar til den store SPOT-koncert. Men da timerne inden oprandt og alle jeg mødte spurgte "Aaaaii er du ikke nervøøs!?" så begyndte nerverne at røre på sig, klar eller ej. Jeg fik simpelthen hidset mig selv så meget op, at jeg dårligt kan huske hvordan det var at stå på scenen. Jeg husker alle detaljerne optil; lydprøven, de effektive og flinke crew-mænd, vores dygtige, dygtige lydmand, vores standhaftige guitarbitch (som blev til en slags alt-mulig-kvinde), energien i kroppen som fik mig til at hoppe og danse rundt i koncertsalen inden folk kom ind, følelsen af at have lyst til at sige 'ej jeg vil ikke alligevel!'. Jeg husker vores booker komme ind og sige held og lykke og scenemanden, som derefter åbner døren for os og siger SÅ er det NU - Jeg husker synet af farvede lys, røg - og et hav af ansigter. Da jeg kommer frem til mikrofonen og indser hvor tæt på publikum egentlig står, bliver jeg helt tør i munden. Som prikken over i'et er der en der råber noget med Pernille Rosendahl - tror det var noget med det mørke pandehår.. alt sammen med til at give mine nerver det boost der skulle til, for at glemme resten af koncerten fuldstændig.
Pludselig står vi i en rundkreds ude på festivalen og får at vide af vores plademand hvad vi skal tænke på og gøre bedre til næste gang og langsomt er det som om, det aldrig er sket. Halvdelen af bandet tager hjem og resten fortsætter aftenen med at blive gennet ud af det ene lukkende værtshus efter det andet, indtil fødderne giver op og man sætter sig ind i en taxa og med ét er SPOT festival SLUT!
Dagen derpå vågnede jeg UDEN tømmermænd - gjorde mig klar og hentede min søn hos hans bedsteforældre, afleverede gear og crashede kl. 23 med et overtræt barn - men man kan ikke crashe rigtigt - selvom 7 timers søvn var det eneste det kunne blive til på en hel weekend - så kan kroppen ikke falde ned oven på alle de indtryk - og følelsen af at man kunne have gjort det bedre, vil ikke slippe sit jerngreb.
Selv nu, et par dage senere, kan jeg ikke sove og når jeg gør drømmer jeg så livagtig - genlever alle mine samtaler - så jeg ikke føler jeg har sovet, overhovedet.
Men en god festival har det været - Tak derude.. For opbakning, opmuntring, praktiske hænder, nye venner og gode samtaler..
Vi ses <3
Abonner på:
Opslag (Atom)