Jeg har længe drømt om at optræde på Roskilde festival. Og i år nåede jeg næsten at tro på at det skulle lykkes med Indianna Dawn - især takket være en god ven som var 100 % sikker og ikke bleg for at nævne det igen og igen.
Sådan skulle det ikke gå og fred være med det, men SÅ skete der noget andet.
Den selv samme dag hvor jeg i mit stille sind kapitulerede og ville købe en billet, fik jeg en opringning fra en veninde der i en prøvende formel tone, inviterede mig med i Pigegarden. De skulle gå på Roskilde og manglede en pigegardist!! ØH JA TAK!....
Dette har kastet en hel del sjove episoder af sig; eksempelvis da jeg glædesstrålende ringer og fortæller først min far, dernæst min mor at jeg er kommet med PIGEGARDEN og at vi skal gå på Roskilde Festival! Min mors lyse, luftige udbrud var ikke til at tage fejl. Jeg kunne høre hvordan hun forestillede sig sin semi-rebelske pige endelig iført en lille hvid plisseret nederdel, et stort smil, en høj hat og en 'twirling stick', marchere til tivoli musik. Dernæst hendes undring.. 'vil du gerne det?'. Ahmen mor det er mere sådan en slags Pigegarde fra helvede.. hendes respons var på een gang skuffelse og alligevel lettelse og da jeg i min kluk-hed fortalte mere detaljeret hvad det gik ud på, endte hun da også med at sige - med sin helt normale stemme; 'Nåmmen så er det jo bare dejligt'.
Igår var jeg så med for første gang og altså.. Den havde jeg ikke set komme!
Tænk at det kan være så fedt at gå i takt!!! Til rotterne med dem der sidder og griller og spiller kongespil. HER GÅR VI!
Jeg kan huske fra fritidshjemmet hvor meget det betød at gynge i takt - og alle de danserutiner som man, overdrevet entusiastisk, øvede med veninderne, til henholdsvis Ace of Base og Cut n' Move (don't say a word!).
Det gør man sgu for lidt nu til dags; laver dårlige danserutiner med veninderne, til corny musik, bare fordi det er fedt at gøre noget synkront! Fysisk resonans skal man ikke undervurdere!
Men så kan man jo joine en garde, hvis man har bevist sig værdig og får en invitation - og lur mig om jeg ikke ender med at stå hjemme foran spejlet og øve trinene - og lur mig om jeg ikke skal på Roskilde og gå i takt iført den mest geniale uniform - og mere siger jeg ikke!! Hurra!
Vi ses Roskilde!
fredag den 22. juni 2012
mandag den 4. juni 2012
Max Klimaks og Antiklimaks
For fire år siden spillede jeg et akustisk triojob i Albertslund Centeret. To guitarer, en banjo og to spæde pigestemmer, udenfor på en kold og grå dag.
Min søster, som på daværende tidspunkt havde en tøjbutik i Albertslund Centeret, spurgte om jeg ikke ville spille til butikkens fødselsdag og ja (man siger nemlig ikke nej til sin søster) dér stod vi ude foran butikken omgivet af flag og runde fødslesdagsrabat-tøjstativer med to forbipasserende pensionister hvert tiende minut. På et tidspunkt forbarmede en af pensionisterne sig over os og stoppede op for lytte - denne var en overvægtig invalidepensionist, som parkerede sin elektriske 4-wheeler lige foran os, og som efter et par minutter højlydt vrængede 'SÅ SYNG DOG DANSK' og kørte videre.
Overfor os, mere eller mindre gemt bagved den overfor liggendes tøjbutik's runde tøjstativer, stod mine niecer og en af deres veninder. På dette tidspunkt har mine niecer henholdsvis været ca. 8 år og 13 år og jeg tror, uden tvivl, at det var deres livs største antiklimaks og det pinligste af slagsen! Når mor og nærmeste familie havde fortalt at moster Dianna spillede musik, tror jeg at de ubevidst havde forestillet sig en dansk udgave af Beyonce - og at forestille sig deres skuffelse ved at se mig, med rød næse og ingen publikummer, ude foran deres mors tøjbutik, kan underholde mig i flere minutter ad gangen!
Nej, det var heller ikke en succes for os. En god erfaring? Bestemt! Succes? Nej! - og det var i en eller anden hoven grad, en slags antiklimaks. (Men min far, mor, søster og mormor syntes jeg var dygtig)
For at blive lidt ved antiklimakser, så var et andet antiklimaks et 'nej tak' fra alle landets pladeselskaber, da vi endelig sendte vores færdige CD, vores pride and joy, rundt.
Standardsvaret lød: 'musikken er god, men der er intet publikum til den genre'.
Samme trummerum med bookingbureauerne.
Længe leve ildsjæle der tør satse. Så kan man tale om et MAX klimaks - på flere niveauer; at have nogen der tror på en og som rent faktisk har midlerne til at gøre en forskel.
En anden type, men stadig solidt, klimaks var da min søns to pædagoger stod nede blandt publikum på Studenterhuset, eller da en pige skrev til mig og spurgte om hun måtte synge 'I Always Miss You' til deres skolekoncert og om jeg ville sende tekst og akkorder. Eller da en publikummer skrev til os efter en koncert, at ikke bare var musikken god, men menneskene bag musikken var endnu bedre.
Men for at afrunde dette halv-vrøvlende indlæg, vil jeg fortælle om mit nyeste klimaks. Det kom i sidste uge hvor min snart 17 årige niece, den selv samme, lyttede til Indianna Dawn på Spotify og postede på Facebook: 'Det er min moster!'.
Min søster, som på daværende tidspunkt havde en tøjbutik i Albertslund Centeret, spurgte om jeg ikke ville spille til butikkens fødselsdag og ja (man siger nemlig ikke nej til sin søster) dér stod vi ude foran butikken omgivet af flag og runde fødslesdagsrabat-tøjstativer med to forbipasserende pensionister hvert tiende minut. På et tidspunkt forbarmede en af pensionisterne sig over os og stoppede op for lytte - denne var en overvægtig invalidepensionist, som parkerede sin elektriske 4-wheeler lige foran os, og som efter et par minutter højlydt vrængede 'SÅ SYNG DOG DANSK' og kørte videre.
Overfor os, mere eller mindre gemt bagved den overfor liggendes tøjbutik's runde tøjstativer, stod mine niecer og en af deres veninder. På dette tidspunkt har mine niecer henholdsvis været ca. 8 år og 13 år og jeg tror, uden tvivl, at det var deres livs største antiklimaks og det pinligste af slagsen! Når mor og nærmeste familie havde fortalt at moster Dianna spillede musik, tror jeg at de ubevidst havde forestillet sig en dansk udgave af Beyonce - og at forestille sig deres skuffelse ved at se mig, med rød næse og ingen publikummer, ude foran deres mors tøjbutik, kan underholde mig i flere minutter ad gangen!
Nej, det var heller ikke en succes for os. En god erfaring? Bestemt! Succes? Nej! - og det var i en eller anden hoven grad, en slags antiklimaks. (Men min far, mor, søster og mormor syntes jeg var dygtig)
For at blive lidt ved antiklimakser, så var et andet antiklimaks et 'nej tak' fra alle landets pladeselskaber, da vi endelig sendte vores færdige CD, vores pride and joy, rundt.
Standardsvaret lød: 'musikken er god, men der er intet publikum til den genre'.
Samme trummerum med bookingbureauerne.
Længe leve ildsjæle der tør satse. Så kan man tale om et MAX klimaks - på flere niveauer; at have nogen der tror på en og som rent faktisk har midlerne til at gøre en forskel.
En anden type, men stadig solidt, klimaks var da min søns to pædagoger stod nede blandt publikum på Studenterhuset, eller da en pige skrev til mig og spurgte om hun måtte synge 'I Always Miss You' til deres skolekoncert og om jeg ville sende tekst og akkorder. Eller da en publikummer skrev til os efter en koncert, at ikke bare var musikken god, men menneskene bag musikken var endnu bedre.
Men for at afrunde dette halv-vrøvlende indlæg, vil jeg fortælle om mit nyeste klimaks. Det kom i sidste uge hvor min snart 17 årige niece, den selv samme, lyttede til Indianna Dawn på Spotify og postede på Facebook: 'Det er min moster!'.
Abonner på:
Opslag (Atom)